ELU i København er en kristen ungdomsforening. Vi er ca. 20 unge. Orientér dig evt. lidt rundt på bloggen, hvis du ønsker et indtryk af, hvad der foregår. Og hvis du ønsker at finde ud af, hvem vi er som mennesker, er du meget velkommen til at dukke op til et af vores møder og arrangementer.
Vores navn som forening er Evangelisk Luthersk Ungdomsforening i København.
Men hvad står de lange ord så for?
Evangelisk: Ordet kommer fra ordet evangelium, som omtrent betyder: et glædeligt budskab. Hvorfor så evangelisk? Fordi vi arbejder for, at alle, og især unge, må høre det glædelige budskab! Hvad er det glædelige budskab?
Det glædelige budskab i kristendommen hænger helt på én person: Jesus. Jesus siger om sig selv (Sønnen): “Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Johannesevangeliet kap. 8 vers 36, www.bibelen.dk
Jesus siger, at vi som mennesker blev skabt frie. Men siden mennesket lod sig lokke af Djævelen til at gøre oprør mod det, Gud havde sagt, har alle mennesker været onde. Det kan man f.eks. se ved, at alle mennesker oplever at have en klar forestilling om, noget der er rigtigt og forkert – og alligevel er der så meget ondt mellem mennesker. Det straffer Gud, både nu og efter døden. Det gode budskab er her, at Jesus (Guds søn og det eneste menneske, der ikke har gjort oprør mod Gud) har vundet over det onde. Det gjorde han på en meget særpræget måde: Han, som er Guds søn, lod sig blive født på jorden. Han døde og lod sig straffe af Gud i stedet for alle mennesker, selvom han selv var og er Gud! Og han blev konkret levende igen bagefter! Han gjorde det fordi han elskede og elsker os. Den, der hører dette budskab og tror på det, behøver altså ikke at være bange for Guds straf i Helvede – for den har Jesus taget! I stedet lever Jesus i dag, og vi kan se frem til at leve med ham i en evighed. Dét er det gode budskab!
I praksis har det stor betydning for ELU: Da det ikke er et budskab, som vi selv kan tænke os frem til, er det vigtigt ofte at høre budskabet. Vi kan ikke selv gøre os frie, så vi bliver nødt til at høre på budskabet fra Jesus, som er det eneste budskab, der kan! Der er også mange flere facetter, end der er plads til her. Så for at kunne blive ved med at tro det, og få en dybere indsigt i det, bliver vi ved med at holde møder, hvor budskabet bliver fortalt. Da budskabet er for alle, betyder det, at vores møder er åbne for alle!
Luthersk: Kommer egentlig fra Martin Luther, en mand fra 1500-tallet, der fik stor betydning for kirken. At være luthersk handler ikke så meget om Martin Luther, som det vigtige i de ting, Luther gjorde opmærksom på. Han satte fokus på, at hvis det kun er Jesus, der kan gøre os frie, så er det også Jesus, der skal afgøre, hvad vi tror på. Ellers ender det hurtigt med, at kristendommen bliver forvansket og den kristne frihed indskrænket. Jesus sagde, at Bibelen er ord fra Gud. Så det er fra Bibelen, vi kan vide, hvad kristendom er. Og særligt nødvendigt er det at fremhæve, at det kun er Jesus, der kan frelse, og ikke andre personer, institutioner eller vores egne gode handlinger, tanker eller intentioner. Vi kan ikke selv gøre os frie, det er kun Jesus, der kan det.
I praksis betyder det for ELU, at vi ønsker at fremhæve, hvad Jesus og Bibelen siger. Det betyder, at vi ønsker at høre, hvad Gud kalder rigtigt og forkert og følge det. Det betyder også, at vi tror på, at når budskabet fortælles, så er det Helligånden, der giver tilliden til Jesus og budskabet om ham, så vi sættes fri.
Ungdomsforening: Fordi vi er en forening for og af unge! Det at være et ungdomsfællesskab er nu engang noget særligt. Vi står f.eks. ofte står i livssituationer, der ligner hinanden. Men samtidig ønsker vi at være en forening, hvor der er plads til at være forskellig som ung! Vi ønsker også, at talerne så vidt muligt bliver holdt på et almindeligt dansk uden unødvendigt svære ord. Det er også et mål at ELU må være rammen om et hyggeligt og godt fællesskab! Dette ønsker vi også må komme til udtryk i vores arrangementer.
At vi er en forening betyder desuden, at vi optager medlemmer, har et sæt vedtægter, en bestyrelse og en generalforsamling. Som ungdomsforening er vi knyttet til Evangelisk Luthersk Missionsforening i København. Se de vigtigste paragraffer i vores vedtægter nedenfor.
i København: Fordi der er andre ELU-foreninger i Danmark. Det er i Skjern, Tange og på Bornhom. Vi holder så til i hovedstaden.
Ønsker du at vide mere om ELU eller ELM i København (eller på landsplan), er du velkommen til at tage kontakt – eller endnu bedre: At dukke op til et af vores møder og arrangementer! (se Program).
Vedtægternes paragraf 2 og 3:
“§ 2. Grundlag
Foreningen bekender sig til:
a) at hele Bibelen er Guds inspirerede, fuldt troværdige og urokkelige ord, og eneste absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende kristen tro, lære og livsførelse.
b) at den evangelisk lutherske kirkes bekendelse er udtryk for en ret forståelse af, hvad Gud har åbenbaret til frelse for os i Bibelen
§ 3. Formål
Foreningen varetager ungdomsarbejdet i Evangelisk Luthersk Missionsforening (ELM) i København og deltager i ELMs ungdomsarbejde på landsplan.
Foreningens formål er ved forkyndelse og undervisning i Guds ord blandt unge:
- At udbrede evangeliet til tro på Jesus Kristus.
- At styrke troen og det kristne fællesskab.
- At fremme en kristen livsførelse.
- At opmuntre til tjeneste og mission.”
Bibelen kan i øvrigt findes i dansk oversættelse fra bibelselskabet, med søgefunktion og det hele, ved at klikke her.